Roskilde Festival 2004

Af JT

Mandag 28/6

Sidder i et tog med Bad Afro boss Lars Kroghs flygirl Astrid, og selvfølgelig okkuperer vi 1. klasses kupeen - sådan bare for sjov, men alligevel RET determined. Og konduktøren/billetøren taler straks engelsk til os da han selvfølgelig må mene at vi er udlændinge siden vi ikke kan læse danske skilte. Sur blev han, og vi måtte jo så bare bide tænderne sammen og forføje os til en simpel 2. klasses cykelvogn. Men okæh, coolt nok….

Bruger så en rum tid på at finde et rigtigt skodsted at slå telte op. 200 forkælede teenagere som naboer: "Arj, helt ærligt, vi har faktisk tænkt os at spærre det her område til vores efterskolevenner som nok måske kommer i morgen…". Fuck jer! Røg det ud af munden på os, og i det øjeblik følte vi os som meget hellige - og tussegamle - Roskildeguder. Men hey kids! - respect the elders!

Senere tog Astrid hjem og jeg mødtes med Anderz G-box da vi skulle hen på Roskilde Skate scenen og være Dj's. Det var skideskægt at spille punkplader for hinanden - der var stort set ikke et øje da syreregnen ingen ende ville tage…Men fed tjans at stå og spille sine plader alligevel…

Så var det tid for The Untamed på Campingscenen - yeah! Det havde jeg selvfølgelig glædet mig meget til. De fyrede den godt af og formåede faktisk at charmere det noget våde og fodboldskuffede publikum (Danmark tabte tre - nul men ifølge landstræner Morten Olsen spillede de alligevel bedst!?!?). Lyden var okay skod, men masserne ku' li' det. Og da guitarist Marco Burro sparkede et kranie på størrelse med 3 vandmeloner ud til publikum var der ikke et øje tørt. Fed koncert.

Efter koncerten hang jeg lidt ud med The Untamed, Thomas Heptown og lydfætter Ralph i et billigt øltelt og fortalte rigtig mange røverhistorier til hinanden - det gør man jo - men så var det tid for undertegnede at slæbe sig hele vejen ned til Camping scenen igen for liiige at få et glimt af københavnske The Movement. Ja ja, dem har man jo set mange gange og de skuffer sgu egentlig aldrig. Fuld fart frem i bedste Jam/Clash/Ska/Punk stil og også de charmerede publikum på en ellers ret så våd aften…Her oplevede jeg så en af de dersens syrede roskildeting: En 18-19 årig pige som i smathelvedet og den silende regn med vindstyrke 10.000 sirligt med en lillebitte serviet, tørrede sine skosnuder af for mudder…
Så sov jeg i et telt og tog hjem om tirsdagen.

Torsdag 1/7

Nu må man jo forstå at jeg i løbet af denne festival faktisk var ansat som en regulær Bad Afro Records biaatch! Derfor var det meget nærliggende bare at hænge ud ved Bad Afro/Helicopter Records (ejet/forvaltet af Henrik Busk som er en helt i orden cool dude - her kunne fortælles historier, man!) vognen som Roskilde Festival havde været storsindede nok til at stille til rådighed. Respekt!

Derfor var det dælme svært og tungt at rejse sig fra sin flade røv for bare at gå ud for at anmelde et minimum af koncerter til LowCut. Det var egentlig bare skæggere at hænge ud, drikke old-school vodka/juice, råbe, være dum og udføre andre livsvigtige tåbeligheder.
Det første jeg overhovedet orkede denne torsdag var lige at se noget af Sahara Hotnights. Ét nummer holdt jeg ud! Måske var jeg for rastløs, det var ihvertfald ret keeedeligt. Og jeg smuttede derfra for at tanke op med noget flydende for derefter at se de fantastiske nordmænd i Ricochets. Dén koncert tilbragte jeg i fint selskab med en gymnasieelev jeg kender via min nuværende opgave på Operation Dagsværk. Hun var på dét tidspunkt det smukkeste jeg har set i min stemning af den dér nordiske melankoli! Hm…
Selv de mange fremmødte danskere sang med og måtte overgive sig. Tror ikke jeg har set noget lignende siden Kaizers Orchestra! `Kæft en fantastisk koncert! Hvis jeg nogensinde skulle agere groupie, sådan for real, ville dette være bandet som med lethed kunne få mig med til noget seriøs hanky-panky i den allerallerallerbagerste og mørkeste del af turbussen! Arh, dét gaaas! Ricochets er helt klart et af mine yndlingsbands.

Fredag 2/7

Så sad vi der igen. Om formiddagen. Ridderne om det runde Bad Afro bord i Mediebyen. I lyset fra den hellige dunk med den gule livseliksir. Vodka/Juice til alle os pilgrimme fra nær og fjern. Istedenfor en gedigen og nærende omgang morgenmad var dette selveste Livssaften. En slags styrkedrik man med lethed kan overleve på i en 4-5 dage i den ufremkommelige Roskilde jungle. Gid man faldt i gryden som barn...

Ved middagstid skaffede Don K mig et af de sagnomspundne backstage klistermærker, så jeg kunne komme helt op bag Arena scenen og se det norske band Silver fyre den alt for kristeligt af på nært hold. Det var smukt og jeg prøvede da også at tage nogen fotos - men I ved: Fremkaldelsen viser bare noget blåt lys og en hel del båtnakker. Silver var fedt nok og da forsanger Blanco påkaldte sig Guds vrede over en eller anden idiot der havde stjålet hans portemoné, var jeg bare heeeelt solgt! Fantastisk! Silver er nogen rigtig søde og koselige gutter. Og så ser de godt ud, så er der jo også noget for pigerne. Spørg bare Astrid!

Senere prøvede jeg at se Pixies. Jeg elsker deres musik men her var det sgu liiige en anelse for gumpetungt. Forventningerne var måske en anelse for høje. Men okay; respekt til dem alligeveller…

Derefter så jeg lidt af The Hives, som sagtens kunne blæse Orange scene op, og ellers bare smse´ede en masse frække ting til en masse piger som jeg ikke kender….hi hi hi… (eller var det omvendt?)

Lørdag 3/7

Det først jeg gjorde denne morgen var et half-assed forsøg på at tage et foto af mig selv. Bare sådan for lige at se hvordan andre ser én. Og tro mig - ikke ligefrem det kønneste syn...

Nåmen dette var dagen da Helle Hellcat fra The Untamed havde en fridag fra baby Carmen og ville aflægge et besøg i vores white trash trailer. Det så alle vi tilhængere af Den Gule Drik jo frem til. Og der stod hun jo pludselig - i kontant gestapo-outfit og superblanke ridestøvler. Velkommen til! Kan vi byde på en old-school vodka/Juice? Og hvis man kender hellkatten vil man vide at dét alkosvælg dér ikke er til at fylde op! Whoo-ha! Efter en times tids hængen ud, tog vi hen for at hylde Helten over alle - The Igster! Med hans Stooges! Det var - i al beskedenhed - nok noget af det mest fantastiske at opleve på dette års festival. Man troooooeeedde jo måske at det ville være en sølle omgang gammelmandsrock. Se, dér tog ALLE fejl. Det var ganske enkelt en orgasmisk performance! Det pissede ned stort set under hele koncerten, men os gamle standhaftige fans var ikke til at skyde igennem. Pissegodt!

Lidt efter hang vi ud i VME vognen og drak en ret så stor mængde humle fra deres eget medbragte fadølsanlæg - helt uden dårlig samvittighed - og igen gik røverhistorierne på omgang indtil vi i samlet flok gik ned for at se det meget omtalte Puppetmastaz. En flok hånddukker i Hip-Hop forklædning. Musikken var faktisk ret fed på en Beastie Boys agtig måde. Men det var kun sjovt i ca. et kvarter...

Da jeg faktisk er lidt fan af Fatboy Slim, kunne Hellkatten godt overtales til at være min ledsager til det stort opsatte show på Orange scene. Men! Hvilken skuffelse. Det var ét stort discoshow - sikkert fedt for mange, men jeg, ja jeg savnede bare hits'ne. Så hang vi igen lidt, drak lidt mere Gul Livseliksir og så var den dag lissom gået….

Søndag 4/7

Da jeg ikke rigtig kan blære mig med alt det fisse som jeg ikke fik på årets festival kan jeg ligeså godt fortælle lidt om min påklædning: Jeg tror nok at jeg skiftede t-shirt en enkelt gang, men er ikke helt sikker. Jeg havde ét par bukser på under hele festivalen - og hvis man ellers ved hvordan vejret var, er der ikke en kæft der vil undre sig over at de sådan set er smidt ad helvede til nu. Mine Adidas Superstar sko har dog vist nye fornuftige og slidstærke sider af sig selv. Efter 5 dage i alt det fucking mudder, blod, sæd og pis fik jeg ikke sok én eneste gang! Tak til adidas! I øvrigt gik jeg rundt under hele festivalen med et par Bad Afro underbukser i min jakkeinderlomme…hvor coolt er dét?

En anden dude fra The Untamed , Marco Burro, havde meldt sin ankomst her på den sidste festivaldag. Dér troppede han op - i lækkert tøj, rene sko og paraplyen kækt svingende om sit håndled. Og igen - surprise - bød vi den nyankomne og uskyldsrene på Den Hellige Drik. Og så kender man jo resten…

Jens LowCut, Burro og undertegnede gik ud for at tjekke The Von Bondies ud. De var totalt fede og ingen af os fik egentlig trangen til at lave en Jack White på dem. Så det var jo godt nok.

Senere dén dag hang Marco og jeg i Stengade 30/Rust baren Clubbinhagen, i Mediebyen og prøvede at overgå hinanden i Lollandske røverhistorier. Det var skideskægt og pludselig blev klokken mange….

Kan I huske Big Brother (eller var det Baren)? Nå, men ham Cosmo som åbenbart var en af heltene i dét skodshow mente nok at Baby Woodrose burde gøre/sige noget om Christiania, så han gav mig et flag som jeg så kunne vifte rundt på Orange scene til BW's lukningskoncert. Og det gjorde jeg så…Helt yderst på Orange scene. Der fik man sgu sine 15 minutes of fame, hva? Det var en rigtig god koncert med gæsteoptræden af folk fra den danske rock scene. BW fyrede den supergodt af, meget bedre end forrige års åbning af samme scene. Jeg nåede også at hilse på selveste Peter og June Belli!
Det var rart.

Marco Burro forsvandt, men efter pålidelige kilder vågnede han vist op i København med ansigtet fyldt af stempelmærker med ordet Controlfreak!
Så hans aften havde sikkert også været god nok...

Tak til alle dem som gjorde Roskilde festival 2004 til en fed oplevelse.
Vi går aldrig hjem…

Ps. Jeg kunne sikkert skrive meget mere. Bl.a. om Je M´appelle Mads som lavede et forrygende vanvittigt show i Mediebyen, om den indiske fakir der med lethed løftede en 15 kilos kanonkugle med sit øjenlåg, om alle de koncerter jeg ikke fik set, om en total stangstiv Universal boss, om de 2 piger jeg stod og urinerede ved siden af med deres paprør oppe i……nå, sov godt!